I dagene fra den 8. – 10. maj afholdt AMATEO - det europæiske netværk for aktiv deltagelse i kulturelle aktiviteter sin årlige generalforsamling og konference. Denne gang i et koldt og regnvejrstungt Stockholm under temaet ”Culture, health and well-being”. Selv om vejrguderne ikke var med konferencen, bød den på fire meget spændende oplæg om den nyeste kulturforskning, der alle på hver deres måde, peger på den vigtige rolle amatørkulturen spiller for sundhed og velbefindende. Dr. Hamish Fyfe fra University of South Wales lagde ud med at fortælle om ”Capture Wales”. Et historiefortællingsprojekt, der er skabt i et samarbejde mellem BBC og Walesart.

Projektet er i al sin enkelhed en hjemmeside, hvor ganske almindelige mennesker fortæller deres historier som små film. For de deltagende fortællere fører det iflg. Hamish til en proces præget af refleksion, sammenhørighed og fællesskab. De små digitale film bliver dermed et moderne udtryk for den folkelige historiefortælling. Du kan se de bevægende og personlige film her

Næste oplægsholder var Dr. Jeroen Lutters fra Windesheims universitet i Holland, der fortalte om kulturen i forhold til det at blive ældre. For ham er det væsentlige i denne proces, at komme væk fra opfattelsen af alderdommen, som sidste fase i en lang biologisk nedbrydning. I stedet handler det om, at få sat ord på og fejre alderdommen. For det at blive ældre handler for Jerome dybest set om, at skrælle alt unødvendigt bort og nå ind til livets kerne eller mao. at befri sig selv fra "kødet". En proces hvor kunstnerisk aktivitet kan spille en stor rolle.

Anderledes fokuseret på ”kødet” var næste oplægsholder, professor Töres Theorell fra Stockholms universitet. Han fortalte om hvordan kunstnerisk aktivitet anvendes i rehabilitering og terapi, og om flere undersøgelser, der viser at kulturelt aktive mennesker lever længere. Derudover peger en række svenske undersøgelser på, at børn der laver teater bliver mere socialt kompetente, ligesom børns stressniveau falder i forbindelse med musikundervisning, mens ældre der synger i kor indtager mindre medicin. Det skyldes alt sammen iflg. Töres, at kunstnerisk aktivitet er med til at stimulere nogle af kroppens regenererende hormoner bl.a. ved at øge produktionen af stoffet Otycin.

Konferencen sidste oplægsholder var Pablo Diego Rosell fra EU-Gallup, der fortalte om Gallups ”well-being indeks”, der måler de faktorer, der spiller en rolle for et ”godt liv”. Meget interessant er der store nationale forskelle i EU-landenes ”well-being score”. Nogle af de syd- og østeuropæiske lande, der er hårdest ramt af finanskrisen ligger helt i bund. Det skyldes at den vigtigste udløsende faktor for et lavt ”well-being” indeks er arbejdsløshed. Forklaringen er iflg. Pablo, at det at opleve en mening med sit liv er centralt for alle mennesker - og lige præcis her spiller det, at være kunstnerisk aktiv en stor rolle. For intet som kunstnerisk aktivitet kan skabe denne følelse af mening.

Efter disse fire spændende oplæg, flere workshops, museumsbesøg og svensk folkedans drog konferencens deltagere ”mætte” hjem. Der blev dog også lige tid til at afholde den årlige generalforsamling i AMATEO, der nu består af 24 medlemsorganisationer i 15 lande, idet Slovakiet kom med i år. Ligesom AKKS´ sekretariatsleder, Susan Fazakerley, blev valgt til bestyrelsen.

Tekst og foto af Susan Fazakerley